Kronologi over Karen Blixens liv og værker.
1881
Wilhelm Dinesen gifter sig med Ingeborg Westenholz, og det unge par flytter ind på Rungstedlund.
1885
Karen Christentze Dinesen bliver født d. 17. april som andet barn i en søskendeflok på fem: Inger Benedicte (1883), Ellen Alvilde (1886), Thomas Fasti (1892) og Anders Runsti (1894).
1895
Wilhelm Dinesen begår selvmord på et pensionat i København – kort før Karen Blixens 10-års fødselsdag.
1898
Dele af Rungstedlund brænder ned, og familien opholder sig i et halvt år i Schweiz, hvor de tre Dinesen-døtre går på fransk skole.
1903
Karen Blixen bliver optaget i forberedelsesklassen til Kunstakademiets kunstskole for kvinder.
1907
Karen Blixen debuterer under pseudonymet Osceola med fortællingen “Eneboerne” i tidsskriftet Tilskueren.
1909
Karen Blixen møder halvfætrene Bror og Hans von Blixen-Finecke og forelsker sig hovedkulds i sidstnævnte.
1910
Karen Blixen og hendes søster Inger Benedicte rejser til Paris og opholder sig i den franske hovedstad et par måneder.
1912
Til familiens overraskelse annonceres forlovelsen mellem Karen og Bror von Blixen-Finecke.
1913
Aktieselskabet The Karen Coffee Co. stiftes. Karens Onkel Aage Westenholz er formand for selskabet, der køber en farm i Britisk Østafrika og ansætter Bror Blixen som manager af den.
1914
I januar ankommer Karen Blixen til Britisk Østafrika og gifter sig med Bror Blixen. De flytter ind på den første farm, Mbagathi.
1917
Bror og Karen Blixen flytter til farmen MBogani, som er dén, læsere verden over kender fra Den afrikanske farm.
1918
Under en middag på Muthaiga Club i Nairobi møder Karen Blixen Denys Finch Hatton.
1920
Bror Blixen anmoder om skilsmisse. Thomas Dinesen rejser ned til farmen som repræsentant for aktieselskabet for at forsøge at rette op på farmens økonomi.
1924
Karen Blixens mor besøger farmen første gang.
1925
Karen Blixen underskriver skilsmissepapirerne og bliver formelt skilt fra Bror Blixen.
Rejser til Danmark og bliver hjemme i otte måneder, hvor hun blandt andet går i lære som kok på Restaurant Rex i Bredgade.
1927
Karen Blixens mor besøger farmen anden gang og bliver flere måneder hos sin datter.
1928
Prinsen af Wales er på officielt besøg i kolonien og spiser i den forbindelse middag hos Karen Blixen på farmen.
1931
Efter flere års økonomisk krise sælges farmen på tvangsauktion. Denys Finch Hatton styrter ned med sit fly og dør. Karen Blixen rejser hjem til Danmark og flytter ind hos sin mor på Rungstedlund.
1934
Under pseudonymet Isak Dinesen udgiver Karen Blixen Seven Gothic Tales i USA. Den udkommer året efter på dansk.
1937
Out of Africa udkommer. Samme år på dansk under titlen Den afrikanske farm.
1939
Ingeborg Dinesen dør. Karen Blixen bliver boende på Rungstedlund.
1942
Vinter-eventyr udkommer i England og Danmark.
1944
Gengældelsens veje udkommer under pseudonymet Pierre Andrézel.
1945
Karen Blixen indleder samarbejde med Clara Svendsen, der fortsætter som sekretær indtil Karen Blixens død.
1946
Bror Blixen dør i en trafikulykke i Sverige. Karen Blixen gennemgår en operation for at dæmpe hendes tiltagende smerter.
1949
Husbestyrerinde Caroline Carlsen ansættes og flytter ind på Rungstedlund med sin søn Nils.
1950
Det amerikanske blad Ladies’ Home Journal trykker “Babette’s Feast”. Fortællingen udkommer to år senere på dansk under titlen Babettes gæstebud.
1955
Karen Blixen fylder 70 år og gennemgår samme år en stor operation for at mindske de fortsatte smerter.
1957
Sidste fortællinger udkommer i Danmark, USA, England og Sverige.
1958
Skæbneanekdoter udkommer, og Rungstedlundfonden oprettes.
1959
Karen Blixen rejser tre måneder til USA sammen med Clara Svendsen.
1960
Rungstedlund gennemgår en stor renovering. Skygger på græsset udkommer i Danmark og England.
1962
Karen Blixen dør 77 år gammel d. 7. september på Rungstedlund.