Babettes frugtservering

Frugt er i dag en helt almindelig del af hverdagen, og effekten af frugt alene var derfor ikke stor nok på film, mente instruktøren, da Babettes gæstebud skulle filmatiseres.

Der måtte mere til en bare frugt for at det skulle se ekstravagant ud, og på den måde blev Babettes druer, ferskner og figner til en fotogen baba au rhum-kage i filmudgaven af fortællingen. Men på tidspunktet for historien hændelser – og sådan set også dens tilblivelse lige efter 2. verdenskrig – var udenlandsk frugt en luksusvare.

På Café Anglais såvel som de fine steder, Karen Blixen besøgte, mens hun boede i Paris i foråret 1910, var frugtserveringer noget ganske særligt, og noget restauranterne virkelig gik op i. I Baedekers rejseguide Paris et ses environs figurerer Café Anglais under ”Les restaurants de luxe”. Om disse luksusrestauranter står der blandt andet, at mændene skulle møde op i habit, at portionerne var store, og at frugtserveringerne var fuldkommen overdådige, men dyre. I en anden samtidig tekst lyder det, at ”Frugterne paa et parisisk Restaurationskort er taxerede efter Guldvægt.”

Når frugtserveringer kunne imponere selv de ellers godt vante parisere, er det ikke svært at forestille sig reaktionen ved spisebordet i Nordnorge. I slutningen af 1800-tallet har man formentlig primært kendt til multebær, tyttebær, blåbær, og hvad der ellers trives så højt mod nord, og måske har sømænd haft kandiseret frugt med fra fjerne egne. Men friske figner, ferskner og druer havde de med garanti ikke set før, og de må have haft en tryllebindende virkning på den normalt forsagende menighed ved bordet i Martines og Philippas stue.

Skal man lave en frugtservering, som Babette ville have givet grønt lys for, skal der ikke spares på noget, og hver frugt skal vælges med omhu. Kun det bedste af det bedste må være med her. Servér frugterne, som de er, smukt anrettet på et stort fad.

Babettes frugtservering
Illustration fra Alexandre Dumas: Le Grand Dictionnaire de Cuisine, som er fra 1873. Dumas var stamgæst på Café Anglais, hvor frugtserveringerne var overdådige som på billedet her.