Babettes gæstebud

Babettes gæstebud er måske forfatterskabets mest populære fortælling, og læsere verden over er på fornavn med Blixens kvindelige mesterkok, der har kreeret et af verdenslitteraturens mest berømte måltider.

Karen Blixen skrev Babettes gæstebud til det amerikanske marked, fordi hendes ven – etnologen Geoffrey Gorer – havde fortalt hende, at amerikanske kvinder gerne ville læse om mad.

Karen Blixen tænkte, at det kunne give lidt kærkomne penge i hendes på det tidspunkt lidt slunkne kasse og samtidig så hun muligheden for at forene sin passion for at skrive med sin kærlighed til gastronomien.

Lidt for vilde opskrifter

Første gang Karen Blixens populære fortælling om den kvindelige mesterkok Babette blev publiceret, var i det amerikanske magasin Ladies’ Home Journal i 1950 under titlen Babette’s Feast. I første omgang havde Blixen sendt den til magasinet Good Housekeeping, der afviste fortællingen, fordi de ikke mente, deres læsere havde råd til at lave den slags mad, Babette serverede. Ikke nogen helt urimelig begrundelse. Derefter sendte Blixen så historien til Ladies’ Home Journal, der kunne se historiens fine komposition og dybere lag og derfor ikke delte bekymringen på Good Housekeeping om, at fortællingen kun ville interessere de ”allerhøjeste indkomstklasser”.

Ud over at skabe en vanvittig god fortælling, slog Karen Blixen med Babettes gæstebud fast, at gastronomi er kunst, og hun viser kunstens kraft med Babettes vanvittige kulinariske kreation.

Vellyst og store maver

Blixens fortælling er fuld af humor og ironiske spidsfindigheder. Ikke alene sætter hun en kvindelig køkkenchef i spidsen for Paris’ mest famøse restaurant, hun lader også Babette servere en menu fuld af afrodisiaka, der pirrer vellysten hos det bonerte selskab. Derudover trækker Blixen på et hav af referencer fra den kulinariske kulturhistorie – den franske gastronom Ali-Bab, en grovæder-sammenslutning ved navn De Store Mavers Klub og meget mere.

Dét og meget mere kan du læse om i min bog og høre om i mine foredrag.

Vil du lave MENUEN fra Babettes gæstebud? Så klik her.

Kan du ikke huske handlingen? Så læs et RESUMÉ lige her.

Vil du se en KRONOLOGI over Babettes gæstebuds historie? Klik her.